"Et budget, der matcher vores ambitioner" - speech given at the conference "Shaping our Future" (8.1.2018)

Source: G.H. (Günther) Oettinger i, published on Friday, February 16 2018.

Den flerårige finansielle ramme (FFR) for det næste årti er derfor blot et af de redskaber, EU kan benytte til at forme fremtiden. Men det er et vigtigt redskab. Økonomiske ressourcer giver os lige som kommunikation og regler mulighed for at sætte kursen for Europa i de næste ti år på grundlag af solidaritet mellem EU's 27 medlemsstater.

Men først må vi tage fat på to sæt essentielle spørgsmål: de materielle og de formelle. Jeg vil i dag gerne fortælle Dem om et dusin foreløbige holdninger, som i øjeblikket drøftes i Europa-Kommissionen, og som jeg vil have Deres mening om. De er alle foreløbige, så hvis De har bedre argumenter eller idéer, hører vi meget gerne om dem, og vi indarbejder dem også gerne i Kommissionens forslag, som efter planen skal fremlægges til maj i år.

(To finansielle huller)

Vi har to finansielle huller: Et på indtægtssiden og et på udgiftssiden af budgettet. Hullet på indtægtssiden skyldes, at Det Forenede Kongerige desværre forlader Den Europæiske Union. Da vi mister en nettobidragsyder, betyder det, at vi efter en overgangsperiode, som vores forhandlingsleder Michel Barnier i øjeblikket fører forhandlinger om, vil stå over for et strukturelt finansielt hul på ca. 12-13 mia. EUR om året. Derudover står vi over for et hul på udgiftssiden, da vi skal klare flere og flere nye opgaver, som man ikke helt kunne have forudset i 2011, 2012 og 2013, men som enten håndteres bedre på europæisk plan, eller som kun kan løses ordentligt på europæisk plan. Det gælder: bekæmpelse af terrorisme, intern og ekstern sikkerhed, grænsekontrol, investering i forsvar og forskning på forsvarsområdet til gavn for skatteyderne og borgerne samt nogle større forskningsprojekter, der skal forbedre vores konkurrenceevne i den digitale tidsalder. Alt sammen noget, der skal finansieres.

(De to huller lukkes: Besparelser og nye midler)

Og nu til spørgsmålet om, hvordan vi lukker disse huller. Vores holdninger til dette er stadig foreløbige, men jeg vil gerne fremlægge dem i dag, så De ved, i hvilken retning vi ønsker at gå.

"Brexit-hullet kan lukkes med en fifty-fifty-fordeling. Det betyder, at den ene halvdel dækkes ved hjælp af besparelser på det eksisterende budget, idet der skæres ned på eksisterende programmer, og den anden halvdel ved hjælp af "nye midler".

Hvad angår de nye opgaver, som er lagt oveni dem, vi hidtil har taget os af, foreslår jeg en fordeling på 20 % og 80 %, dvs. at 20 % dækkes ved hjælp af besparelser og 80 % ved hjælp af nye midler.

Dette forekommer mig at være rimeligt, fordi vi varetager disse opgaver i medlemsstaternes interesse og dermed hjælper dem til at spare penge, sådan som det er tilfældet i forbindelse med forskning på forsvarsområdet. Jeg er klar over, at for nogle af Dem forekommer 80 % eller 50 % i form af nye midler at være meget, mens det for andre ikke er nok.

Imidlertid kræver vedtagelsen af den flerårige finansielle ramme enstemmighed. Vi skal have tilslutning fra 27 regeringer - 27 ministre for europæiske anliggender plus 27 finansministre - og med hensyn til afgørelsen om egne indtægter, skal vi også have tilslutning fra parlamenterne på nationalt plan. De skal alle være enige. Derfor vil jeg gerne opfordre Dem og alle regeringer og parlamenter til at være fleksible. Hvis der ikke er noget spillerum, kan vi ikke nå frem til et kompromis, og så bliver der ingen flerårig finansiel ramme. Men hvis vi formår at nå til enighed, vil det være et fantastisk tegn på god regeringsførelse, især hvis det sker på et tidspunkt, hvor Det Forenede Kongerige forlader EU. Det kunne måske også komme som en overraskelse for vores venner i Asien og USA og for Recep Tayyip Erdogan, Vladimir Putin og Donald Trump, at vi kan vise handlekraft og samtidig være demokrater og træffe afgørelser med enstemmighed. Så længe vi er fleksible, kan der indgås kompromisser.

Vi mener også, at nye opgaver ikke bør finansieres ved at skabe gæld. Der har lige fra starten været et ledende princip om, at EU ikke må stifte gælde. Vi har ingen gæld, og vi bør heller ikke få gæld i fremtiden. Spørg folk i Berlin, Stuttgart, Wien, Paris eller Rom, hvor stor deres offentlige gæld er? Vores er nul.

(Nedskæringer i EU-budgettet)

Hvis vi vil lukke de to huller, er vi nødt til at foretage nedskæringer et eller andet sted. Vi har derfor foretaget en udgiftsanalyse, hvor vi har set på, hvor effektivt hvert igangværende program er. Vi skal foretage nedskæringer i de fleste programmer uden at skade vores aktuelle politikker. Hvad betyder det for den fælles landbrugspolitik og samhørighedsfonden? De forbliver vigtige i den næste FFR med en andel på 30 % af budgettet. De tegner sig i dag for mere end 35 %.

Der er to programmer, som vi gerne helt vil undgå at skære ned på, da de er nøje knyttet til ungdommen og vores fremtid. Det er programmet Eramus+ for den unge generation. Vi ønsker, at flere unge, hvad enten de er studerende, akademikere eller ansatte, kan rejse rundt i Europa og stifte bekendtskab med kulturen, sprogene og arbejdsmarkedet i de forskellige lande. Der er derfor snarere brug for flere penge til Eramus+ end færre. Det samme gælder det forskningsrammeprogram, der skal følge efter "Horisont 2020".

Jeg vil samtidig gerne foreslå et nyt udgiftsområde på EU-budgettet for dette: "Fremtid, Innovation og Unge". Når man ser på nationale budgetstrukturer i medlemsstaterne er udgiftsområderne lette at forstå. De hedder kultur, infrastruktur, velfærd, miljø og forsvar. Vores fem udgiftsområder hedder 1a, 1b, 2, 3, 4 og 5. Det er meget få, der ved, hvad der ligger bag de aktuelle betegnelser. Jeg er overbevist om, at vi skal gøre hele budgettet lettere at forstår for den brede offentlighed. Det skal fremgå tydeligt af udgiftsområderne, hvad politikken og målsætningerne er. Så "Fremtid, Innovation og Unge" kunne omfatte Erasmus+, Horisont, det europæiske solidaritetskorps og alle andre projekter vedrørende unge.

(Merværdi i EU-budgettet)

"Vi er også fast besluttet på, at kun programmer og projekter med en tydelig europæisk merværdi skal med i den kommende finansielle ramme. Der vil ikke blive brugt en euro, hvis de relevante kriterier ikke er opfyldt."

Det er en meget vigtig pointe for mig. Jeg tror på nærhedsprincippet, og efter min opfattelse skal EU medføre en helt klar europæisk merværdi. Hvordan det skal defineres nærmere politisk og juridisk, må vi drøfte i de nærmeste uger. Der er eksempler på, at den europæiske merværdi i visse tilfælde er mere tydelig end i andre. Første eksempel: Elektrificeringen af en grænseoverskridende jernbane fra Sortehavet langs Donau. Det er et klart eksempel på europæisk merværdi, da det øger mobiliteten og infrastruren på tværs af grænserne. Andet eksempel: Vores forskersamfund har til forskningsformål behov for måske tre supercomputere i EU, som er blandt de ti bedste i verden, og ikke 27 forskellige, for at være konkurrencedygtige i forhold til andre regioner i verden. Det er også et klart eksempel på europæisk merværdi.

(Samhørighed som en EU-merværdi: Forskelle i BNP pr. indbygger)

Med det tredje eksempel vil jeg gerne provokere lidt: Hvad med at finansiere en jernbane i Bulgarien, som forbinder Sofia til landdistrikter? Har det også merværdi for EU? Eller bare for Bulgarien?

Efter min mening bør vi se på BNP pr. indbygger. På verdensplan ligger BNP pr. indbygger i gennemsnit på 16 000 EUR om året. I EU er det på 25 000 EUR pr. indbygger. I Luxembourg er det 103 000. I Irland 62 000, i Sverige 52 000, i Tyskland 42 000, i Frankrig 38 000 og i Bulgarien 7 000. Vi har altså i EU et minimum på 7 000 og et maksimum på 103 000. Denne forskel i BNP pr. indbygger splitter vores europæiske familie. Vi skal derfor mindske disse forskelle ikke ved at sænke niveauet i Luxembourg, men ved at hæve det i Bulgarien.

Det er især de nye medlemsstater, der viser, hvor vellykket samhørighedspolitikken kan være. Deres økonomiske udvikling er imponerende, og nogle af dem er kommet tæt på EU-gennemsnittet. Jeg ved ikke, om der stadig er brug for samhørighedspolitikken i 2050, men vi har i hvert fald brug for den i det næste årti, hvis vi vil forblive konkurrencedygtige og træffe et klogt valg.

Hvorfor? Lad mig give et andet eksempel: Byen Görlitz ved den tysk-polske grænse. For mig er Görlitz virkelig en europæisk by. Den var bøhmisk under Karl IV, også under Huset Luxembourg, dernæst tysk, hvorpå den blev delt i to: en polsk del og en tysk del. Efter Tysklands genforening for over 14 år siden fik den betydelig finansiel støtte fra Vesten, hvilket førte til, at området blomstrede op fra 1990-2004. Den østlige del af Görlitz i Polen fik først støtte takket være EU's samhørighedspolitik, efter at Polen blev medlem af EU. Siden da er der sket store forbedringer, men der er stadig brug for samhørighedsmidler i nogle år endnu for at sikre, at man ikke ødelægger eller skader det, der er sat i gang, men endnu ikke er afsluttet. Görlitz viser, at samhørighedspolitikken giver resultater, og at det tager nogen tid at opnå dem.

(Budgetter handler altid om overførsler)

Mine damer og herrer, jeg tror, at lande som Bulgarien fortsat bør nyde godt af meningsfulde finansielle overførsler. I Tyskland opfattes "overførselsunion" som noget ret negativt. Selv er jeg fortaler for meningsfulde overførsler. Ethvert budget på lokalt, regionalt og nationalt plan bygger for en stor dels vedkommende på overførsler fra en part til en anden. Jeg vil gøre alt for, at begrebet nettobidragsyder ikke kommer til at fylde for meget i debatten. Ved De, hvem der er den største nettobidragsyder? Det er ikke Tyskland. Det er Luxembourg, hvis man ser på indbyggertallet. I Tyskland tror mange, at Tyskland er den største nettobidragsyder, men det er ikke rigtigt. Regnet i BNP pr. indbygger er det Luxembourg med Belgien og Danmark på anden- og tredjepladsen. Derudover kan man konstatere, at næsten 70 % af de samhørigsmidler, der bruges på nye medlemsstater, finder vej tilbage til den tyske økonomi via ordrer fra den tyske industri på tværs af sektorer.

Vi bør gøre det klart, at letkøbte, populistiske argumenter, som deler verden op i nettobidragsydere og nettomodtagere, ikke holder vand, når man tænker på alt det, vi får igen. I Europa nyder vi alle godt af de samme standarder både på det indre marked og på markedet i Schweiz, Norge og de associerede Balkanlande. Derfor vil jeg gerne se en intelligent definition på, hvad en modtager er.

(Finansiering af nye opgaver må ikke ske på bekostning af gamle opgaver)

Dernæst er der spørgsmålet om traditionelle og nye udgifter.

"Hvis vi skal finansiere vores indsats på migrationsområdet ved at reducere samhørighedspolitikken, kommer vi til at splitte den europæiske familie endnu mere ad. Og opdelinger har vi mere end nok af allerede ..."

Vi må gøre noget, der er kløgtigere end det. Vi kan foretage rimelige nedskæringer - måske 5-10 % - men vi har også brug for nye midler til at tackle migration, grænseforvaltning og udviklingspolitik.

Europa er fortsat attraktivt. Det siger jeg uden arrogance. Hvad angår levestandard, demokrati og menneskerettigheder er vi stadig attraktive især i sammenligning med vores nabolande, hvor situationen er temmelig ustabil. Grækenland, Bulgarien, Italien og Spanien har stor ustabilitet i deres umiddelbare nærhed. Derfor er Middelhavsområdet og Mellemøsten et fælles ansvar, en fælles skæbne. Vi er nødt til at arbejde sammen. Det ville være det intelligente at gøre.

Mine damer og herrer

"Vi behøver ikke 2 % af det europæiske BNP. Bare lidt mere end 1 %. Jeg vil mene, at vi har brug for 1,1x procent."

Lidt mere end 1,1 %. Hjælp mig med at opnå støtte til dette argument. Hjælp mig med at nå ud til de nationale parlamenter. Ud af 100 EUR på lønsedlen går 50 EUR i gennemsnit til skattevæsenet. Ud af de 50 EUR, der tages fra de europæiske skatteydere, går kun 1 EUR til EU-budgettet. Resten bliver i medlemsstaterne på det nationale, regionale og lokale niveau. Når der tales om et "slankt EU" - en tanke, min venner i Bayern støtter - må man ikke glemme, at EU-budgettet kun tegner sig for 1 EUR ud af 50. Man kommer ikke ret langt, hvis det skal blive slankere.

Jeg taler altså ikke om 2 % af EU's BNP - bare om 1,1x %. Det er, hvad jeg kæmper for. Og jeg har besøgt mange hovedstæder for at tale den sag og gør alt for at overbevise alle nu, og det samme vil jeg gøre i maj, når vi fremsætter det formelle forslag.

(Budgetpost for euroområdet på EU-budgettet)

Der er nogle, der taler om et budget for euroområdet. Det er en idé, der stammer tilbage fra 2011. Dengang var den måske værd at overveje, men i dag er den slet ikke tidsvarende. I 2017 var der 17 medlemsstater i euroområdet ud af 28 EU-medlemsstater. Nu er der 19 ud af de snart 27 medlemsstater. Og Bulgarien og andre overvejer stærkt at blive medlem af euroområdet. Når Det Forenede Kongerige er trådt ud, vil de 19 aktuelle eurolande tegne sig for 85 % af EU's BNP. Skulle vi så udelukke de andre 15 %? Det tror jeg ikke. Det er derfor ok at have en budgetpost vedrørende euroområdet på det almindelige budget, men et særskilt budget for euroområdet har vi ikke brug for.

(Montis forslag om egne indtægter og Oettingers forslag om afgift på plastik?)

Mario Montis gruppe på højt plan har set på mulige nye egne indtægter. Og vi er også i gang med at se på, hvad vi kan tage med i vores forslag. Gruppen på højt plan bestod af tre repræsentanter fra Parlamentet, tre repræsentanter fra Kommissionen og tre repræsentanter fra Rådet. De har truffet afgørelse med enstemmighed. Derfor bliver min besked til medlemsstaterne: Arkiver det ikke lodret; forkast det ikke straks. Det er et forslag, der er vedtaget enstemmigt. Blandt de idéer, vi har i tankerne, kan jeg nævne, at klimabeskyttelse er en europæisk opgave, da vi har klare EU-mål om at nedbringe CO2-emissioner. Vi talte med én stemme i Paris. Det europæiske emissionshandelssystem (ETS) er en europæisk politik. Den eneste ikke-europæiske del er det forhold, at indtægterne fra ETS går til de nationale budgetter. Jeg tror, det ville give mening, hvis resultatet af vores klimabeskyttelsespolitik, resultatet af det, der blev opnået enighed om i Paris og Marrakesh, og af det, vi gør med ETS, faktisk gik til EU-budgettet.

Et andet eksempel. En vigtig del af miljøpolitikken vil handle om plastaffald. Vi har for meget materiale fra emballage og for meget plastaffald, som forurener havene. I starten af året lukkede Kina sit marked, fordi de ikke længere har brug for materialet til deres produktion. Tidligere har de anvendt vores plast og syntetisk affald til fremstilling af legetøj.

"Vi må derfor spørge os selv, om vi ikke bør beskatte fremstillingen af plast og syntetisk materiale?"

Det ville være en måde, at påvirke medlemsstaternes politik på. Nogle medlemsstater har allerede denne beskatning, men da det ikke er alle, risikerer vi et fragmenteret marked. Og i et indre marked for varer, import og eksport i Europa er vi nødt til at anlægge en fælles tilgang. Så det kunne være en mulighed for en ny EU-indtægt.

(Skal FFR være på fem eller syv år?)

Vi skal også beslutte, hvor mange år den flerårige finansielle ramme skal strække sig over. Fem eller syv år? Vi har set på alle muligheder: Bør vi forlænge den med to år grundet Det Forenede Kongeriges udtræden og de øgede udgifter? Rådet synes, den skal være på syv år, Parlamentet synes, den skal være på fem år, så den finansielle cyklus afstemmes efter den demokratiske cyklus, idet Parlamentets og Kommissionens mandat jo er på fem år. Hvis Juncker-Kommissionen nu fremsætter et forslag, som den næste Kommission skal tage stilling til, og hvis det aktuelle Parlament vedtager et budget, som det næste Parlament skal leve med, så er det ikke så demokratisk længere. Jeg foreslår derfor, at vi en sidste gang har en flerårige finansiel ramme på syv år, som så efterfølges af en på fem år i overensstemmelse med den demokratiske cyklus for Parlamentets og Kommissionens mandat. De syv år denne gang kunne så danne bro til et mere demokratisk system på fem år derefter.

Et par ord om rabatter. Hvis vi kommer af med den britiske rabat, som er ophavet til alle rabatter, bør vi også afskaffe resten. Ikke flere rabatter! Det ville give mindre bureaukrati, og vi vil helt sikkert foreslå, at der ikke længere gives nogen rabatter i den nye flerårige finansielle ramme.

Nu til spørgsmålet om det, som Jean Arthuis kalder galaksen, med andre ord EU-midler uden for den flerårige finansielle ramme og EU-budgettet. Budgetsuverænitet er et meget vigtigt ansvarsområde for et europæisk parlament. Og jeg synes også, at det er helt berettiget at spørge, hvilke af de finansielle instrumenter, som i dag ligger uden for EU-budgettet, der burde integreres i budgettet. Den Europæiske Udviklingsfond er et slående eksempel.

Når vi taler om finansielle nedskæringer, bør vi også se på det aktuelle udgiftsområde 5: personale og administration. Vi kan ikke rigtig undgå denne diskussion. Men mit ønske som kommissær med ansvar og budget og menneskelige ressourcer er dette: i de sidste fem år er personalet i Kommissionen blevet beskåret med 5 %. Der er imidlertid en grænse for, hvad der kan lade sige gøre, hvad der muligt. Så jeg beder jer sørge for, at Kommissionen stadig vil være i stand til at handle, og at den har personale nok. Når antallet af medlemsstater falder, kan det godt være, at vi må skære i antallet af ansatte, men lad os de næste fem år arbejde med et stabilt antal ansatte og først derefter, når vi kan se, i hvilken retning det går, foretage hensigtsmæssige og fornuftige nedskæringer i antallet af ansatte i Kommissionen, fordi Det Forenede Kongerige ikke længere er medlem.

(Tidsplan efter vores forslag)

Et sidste punkt. Hvad bør tidshorisonten være for vedtagelsen af vores forslag? Lad mig se tilbage i tiden. I juni 2011 fremsatte formanden for Kommissionen sit forslag, men der skete ikke meget derefter. I min tidligere rolle som premierminister for Baden-Württemberg i Tyskland var jeg også budgetansvarlig. Der fremlagde vi i september budgettet for det følgende år. I EU gør vi det som regel ved udgangen af december året før. Er der nogen der kan forklare, hvorfor budgetrammen for det næste årti skal forelægge så tidligt? Det giver kun mening, hvis den ikke lægges til side i en skuffe for først at blive drøftet ordentligt langt senere. Vores partnere skal have juridisk og finansiel sikkerhed. Det gælder uden tvivl for alle udgiftsprogrammer, især det forskningsrammeprogram, der skal følge efter Horisont 2020, for den fælles landbrugspolitik og for samhørighedspolitikken. De involverede parter vil gerne hurtigst muligt vide, hvor de står, og hvor store nedskæringerne bliver. Men Barroso-Kommissionens forslag blev først vedtaget i december 2013. Hvorfor? Hvis jeg skal være helt ærlig: fordi det ikke var vigtigt for Rådet, fordi der skulle være valg i Tyskland, og fordi det først var på dette tidspunkt, at der begyndte at komme skub i tingene. Det siger noget om, hvor seriøst folk tager EU-budgettet. Så i al beskedenhed vil jeg gerne spørge regeringerne om, hvornår de agter at vedtage EU-budgettet. Vil de være klar til at drøfte det i starten af maj 2018?

Vi har den sjette flerårige finansielle ramme. Den første startede i 1988. Der har med en enkelt undtagelse aldrig været budgetmæssige drøftelser, som er blevet afbrudt af europæiske valg. Det var 1999 i forbindelse med budgettet for 2000-2006, men på det tidspunkt spillede Europa-Parlamentet ikke nogen større rolle i EU-budgetmæssige anliggender. Men det gør det bestemt i dag. Så der er to muligheder. Den første er at forelægge det og se, hvad der sker. Der er så stor sandsynlighed for, at vi får en valgkampagne med førende kandidater, hvor den ene lover "et paradis med flere penge" og den anden lover, at "der skal bruges færre penge, så lidt som muligt på Bruxelles". Det er ikke svært at se, hvad der vil forekomme mest attraktivt, og hvad der derfor sandsynligvis sker. Når Parlamentet er tiltrådt, har hørt på alle 27 nye kommissærer, og vi har en fået en ny Kommission på plads, vil nogle af vores forslag skulle laves om, og så vil Kommissionen fremlægge et nyt forslag. Og vi vil være i den samme situation, og vi vil stå i december 2020 uden at have lært noget af tidligere fejl.

Det er grunden til, at jeg går ind for god forvaltningsskik: Vi fremlægger i maj, og det bulgarske formandskab og vores østrigske og rumænske venner opfordres til at tage det op med det samme og sætte det på Det Europæiske Råds dagsorden i tide. Hvis de begynder at drøfte det i februar, og det prioriteres, håber vi, at vi kan afslutte forhandlingerne i Sibiu i maj 2019. Hvis det lykkes, vil vi sende et stærkt signal til verden om, at Europa kan handle og endda nå til enighed enstemmigt.

Så det er de vigtigste beskeder: Sikkerhed, økonomisk styrke, konkurrencedygtighed, solidaritet og bæredygtighed. Vi vil kun bruge penge, hvis vi kan vise, at det skaber merværdi. Og det er i denne ånd, at vi vil bede medlemsstaterne om at give os penge: til at gennemføre politikker med en europæisk merværdi.